Dansk Magisterforening

Museerne får påbud om APV

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Risiko for ulykker og problemer med APV og arbejdsmiljøorganisering er det, Arbejdstilsynet oftest har slået ned på, når de har været på museumsbesøg.

Museumsarbejdet er farligere, end mange går og tror – måske også de ansatte selv på museerne. Gang på gang har Arbejdstilsynet efter besøg på danske museer kunnet konstatere, at risikoen for ulykker var så stor, at der måtte gives påbud om at højne sikkerheden. Det skriver DM Natur og Kultur.

Det viser et udtræk, som DM har foretaget af statistikken over Arbejdstilsynets besøg på museer de seneste fire år.

Risikoen for ulykker er den kategori, der oftest har medført et påbud. I 2014 var det 21. I år har det frem til december kun været 10.

Men et helt andet og næsten lige så stort problem, når det gælder påbud, er den kategori, der hedder ”krav til egenindsatsen”. Det handler om manglende eller utilstrækkelig APV eller mangler i forhold til arbejdsmiljøorganiseringen. Her var særligt 2013 et dårligt år med 21 påbud.

Af øvrige problemer, der har medført påbud, kan nævnes muskel- og skeletbesvær, kemi, støv og biologi samt indeklima.

Arkæologi er fysisk hårdt
Arbejdsmiljøkonsulent i Magisterforeningen Minna Melgaard vurderer, at det især er de arkæologiske udgravninger, der giver udfordringer og påbud i forhold til arbejdsmiljøet.

”Arkæologiske udgravninger kan jo sidestilles med byggepladser, og sådan nogle steder kan der opstå risiko for ulykker. Det er formentlig også udgravningerne, der kommer til udtryk i de påbud, der gives omkring muskel- og skeletbesvær. Arkæologiske udgravninger er nogle fysisk hårde arbejdspladser, og det kan give slidgigt og dårlige knæ, når man ligger og graver”, siger Minna Melgaard.

}