Dansk Magisterforening

Hellere enkel APV end slet ingen

Lasse Højsgaard
Del artikel:

Særligt små arbejdspladser kan ikke finde tid og ressourcer til en traditionel spørgeskema-APV. Men så findes der enklere metoder, siger professor i arbejdsmiljø.

Små arbejdspladser halter bagefter, når det gælder om at få lavet arbejdspladsvurderinger (APV). Derfor kan det være en god ide at bruge den enklere dialogbaserede metode. Det siger professor i arbejdsmiljø ved AAU Peter Hasle.

”Generelt er det sådan, at man i små virksomheder har færre ressourcer, og det gør, at man i mindre grad får lavet APV. Hverdagens fokus kommer til at ligge på den daglige drift, og så får man det ikke gjort”, siger Peter Hasle og peger på, at en dialogbaseret APV i form af et møde kan være en nemmere og mere overskuelig metode end en omstændelig spørgeskemaundersøgelse.

De fleste kender formentlig APV’en – arbejdspladsvurderingen – som et anonymt spørgeskema, hvor man sætter tal på, hvor store problemer man oplever omkring sit fysiske og psykiske arbejdsmiljø. Men der kan være andre måder at vurdere arbejdsmiljøet på. Et åbent møde, hvor man taler om tingene, er lige så legalt og nogle gange bedre.

Tvivlsom anonymitet
”Det kan være seminarer, personalemøder eller gruppesamtaler, hvor man taler om, hvordan man oplever arbejdet, hvad der giver en god eller en dårlig arbejdsdag, og hvad man kan gøre med de problemer, man har. Det kan også være en løsning, hvor arbejdsmiljørepræsentanten taler med kollegerne individuelt”, siger Peter Hasle.

Dialogmetoderne har den markante forskel, at man ikke er anonym, hvilket kan være en hæmsko for åbenheden, især når det gælder trivsel og det psykiske arbejdsmiljø. Men særligt på små arbejdspladser er det alligevel så som så med anonymiteten, mener Hasle.

”Det er klart, at det kan være svært at sige, hvis man er utilfreds med chefen, når man sidder i en gruppe. Men på en arbejdsplads med ti kolleger kan det også være beklemmende at pege på anonymt, fordi man let kan gætte, hvem der mener hvad. Er man stresset og synes, man har for travlt, kan man jo godt tale om det, og på små arbejdspladser har man jo ofte tætte sociale relationer, hvilket giver grundlag for at tale om de ting”, siger Peter Hasle.
}