Dansk Magisterforening

Undervisere svarer på KUA-kritik

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Der mangler udfordrende læringsmiljø og fagligt engagement blandt underviserne på KUA, skriver en sidefagsstuderende på faget dansk i et debatindlæg i Berlingske. Det er meget generaliserende, og kritikken burde tages op internt i stedet for i medierne, påpeger institutledere, som savner mere seriøs omgang med presseetiske regler i de store aviser.

Fordomme om KUA holder desværre. På humaniora på København Universitet er der ikke store ambitioner om skabe et udfordrende læringsmiljø.

Sådan skrev en sidefagsstuderende på faget Dansk på Københavns Universitet på Amager (KUA) i et debatindlæg den 1. december i avisen Berlingske.

I indlægget retter hun en kritik mod både sin unavngivne underviser, faget dansk og hele KUA. Hun skriver bl.a., at hun i undervisningen oplever en underviser, "der ikke besidder en lyst til at udfordre sig selv og sine vante undervisningsrammer for til gengæld at engagere og udfordre eleverne i deres faglige tankegange".

"Jeg oplever en underviser, der skænker kaffe op på katederet hvert tiende minut, og det synes som om, at kaffen er en uundgåelig forudsætning for at lade batterierne op for blot at kunne svare på en studerendes spørgsmål", skriver den studerende, som læser sit hovedfag på Samfundsfag på Københavns Universitet.

På sit hovedfag mener hun til gengæld, der er engagerede undervisere, "der vil lære og gør en dyd ud af at skabe diskussion og engagement, og hvor der er ambitiøse undervisningsmål".

John Tøndering er studieleder på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab (INSS) på KUA, som faget dansk hører under. Han mener, at den studerende i sit indlæg er ude i en kraftig generalisering.

"Som jeg læser artiklen, udtaler den studerende sig på baggrund af ét kursus og generaliserer derefter først om hele dansk og derefter om hele det humanistiske fakultet. I sådan en situation har en avis et ansvar for at sige til den pågældende, om vedkommende nu også kan tillade sig strække sin konklusion så langt fra ét enkelt kursus ud til et helt fag og et helt fakultet", siger John Tøndering.

Flere tilfælde af linselus
Institutleder på INSS John E. Andersen har fuld tillid til den pågældende underviser, som hænges ud i debatindlægget.

"Som lærer skal man kunne tåle kritik. Men vi ser flere af disse tilfælde, hvor linselus, som gerne vil i medierne, lufter deres kritik af undervisningen offentligt i stedet for at tage kritikken op i de interne kanaler først. Der er masser af muligheder for at løse de problemer, man måtte have på universitetet, inden man går til medierne", siger John E. Andersen.

Også han er kritisk overfor den måde, som underviserne som i dette tilfælde hænges ud på i et stort medie, for det er ikke første gang det sker. Berlingske har ifølge ham en forpligtelse til ikke bare at bringe et indlæg og så sidde og vente på, at nogle andre tager til genmæle og modargumenterer.

"Personlige oplevelser kan man jo ikke gøre så meget ved. Men dette handler om, at stort medie bør have en mere seriøs omgang med presseetiske regler og objektivitetsprincipper. Snart sagt hvilken som helst slags smuds og subjektiv historie slås jo stort op for at skabe blinkfang", siger John E. Andersen.

Måske har den studerende en pointe
Debatredaktør på Berlingske, Anne Sophia Hermansen, pointerer, at Berlingske valgte at bringe debatindlægget, fordi det er et velformuleret indlæg i en debat om undervisningskvalitet.

"Jeg er interesseret i at skabe en debat om undervisningskvaliteten på humaniora på KUA. Underviseren er ikke navngivet, og jeg tror heller ikke den generelle læser har en viden om, hvilken underviser indlægget er rettet imod", siger Anne Sophia Hermansen

Hun mener ikke, at det er et problem at bringe et debatindlæg, der generaliserer om hele KUA, fordi den studerende i indlægget generaliserer ud fra sine subjektive oplevelser.

"Det samme oplever vi, når folk skriver kritiske indlæg om EU. Så ringer vi heller ikke til alle medlemslande for at verificere den enkeltes kritik", siger Anne Sophia Hermansen.

Berlingske debatredaktør påpeger, at Berlingske om et par dage trykker et modindlæg fra en anden studerende, som har en anderledes oplevelse af KUA, end de oplever den sidefagsstuderende giver udtryk for.

"Det kaldes debat, og det giver vi meget gerne plads til", siger Anne Sophia Hermansen.

Hun mener ikke, at avisen burde have givet instituttet en chance for at tage genmæle på det kritiske indlæg, så debatindlæggene fx kunne bringes samtidigt.

"Man har en indsigelsesret, og det ligger KUA og den enkelte institutledelse frit for at tage til genmæle. Det bringer vi gerne. Men vi har ikke modtaget noget endnu her en uge efter, og det kan man jo undre sig over. Måske har den studerende en pointe. Kan det være, at KUA har studerende, der oplever undervisningskvaliteten er mangelfuld", siger Anne Sophia Hermansen.

Evaluering skal ikke ske i avis
Studieleder John Tøndering forklarer, at fakultet ikke har taget til genmæle i Berlingske, fordi man ikke ønsker at evaluere et kursus i en landsdækkende avis. Den studerendes kritik blev derimod drøftet internt på undervisningsholdet, dagen efter debatindlægget blev bragt.

"Det synes vi er rigtig fint og modigt gjort af læreren, at han bringer kritikken af ham selv ind i undervisningen. Vi vil gerne have feedback på undervisningen på KUA, men vi synes det er rarest, at den kommer direkte til os og ikke via en avis", siger John Tøndering.

Han forklarer videre, at alle kurser har en midtvejsevaluering midt i forløbet. Det har der også været på det pågældende kursus. Her forholder underviseren sig til den kritik som rejses, men også mest til den kritik, som kommer fra flest.

Institutleder John E. Andersen påpeger, at instituttet bruger op mod en tredjedel af sit undervisningsbudget på eksaminer og evaluering herunder på en uafhængig Censorinstitution. Den skal netop sikre, at det de studerende lærer, også lever op til forudsatte krav i studieordningerne.

"Vi tager ikke let på, om kvaliteten er i orden, og det har den pågældende underviser heller ikke gjort her. Det er en stor personlig udfordring at blive hængt ud i en avis på den måde, men det har den pågældende underviser håndteret flot", siger institutleder John E. Andersen.
}