Dansk Magisterforening

Jakob Elkjær ny redaktør på Magister­bladet

Af Pernille Siegumfeldt
Del artikel:

Det er en mand med stor og bred erfaring, der den 1. februar 2015 starter som ansvarshavende chefredaktør på Magisterbladet.

Efter tre år som pressechef for Københavns overborgmester Frank Jensen (S) vender Jakob Elkjær tilbage til fagpressen og journalistikken. Han afløser Magisterbladets redaktør gennem 13 år, Mogens Tanggaard, der gik på pension i september.

’Jeg glæder mig helt utrolig meget til at vende tilbage til mit fag. Ikke mindst fordi jeg kommer til en redaktion med knalddygtige medarbejdere og stærke rammer for journalistikken. Der er redaktionel frihed på Magisterbladet, og det er desværre ikke længere en selvfølge i fagpressen, selv om det efter min mening skaber den bedste grobund for både nysgerrig, konstruktiv og kritisk journalistik”, siger Jakob Elkjær.

48-årige Elkjær har været vidt omkring i den danske dagspresse, siden han blev uddannet journalist i 1996. Han har bl.a. arbejdet som fagreporter og som undersøgende journalist på både Berlingske og Politiken.  Fra 2003 gik Jakob Elkjær fra at være reporter til at blive indlandsredaktør på Information og senere var han i fem år redaktør på fagbladet Journalisten. Sammen med bladets medarbejdere modtog han i 2007 Anders Bording-prisen for at givet fagbladet et overbevisende kvalitetsløft.  Jakob Elkjær nåede også halvandet år som medieredaktør på Politiken, før han i 2012 rykkede ind på Københavns rådhus.

Jakob Elkjær bor til daglig i Malmø med sin svenske kone, der også er journalist, og to børn.

Og hvad kan læserne af Magisterbladet se frem til?
’Det er altid spændende at skrive til veluddannede og kritiske læsere. Mit mål er, at medlemmerne af Dansk Magisterforening kommer til at snakke om Magisterbladet eller Akademikerbladet.dk i kantinen. Nettet skal have mere puls, og hvert nummer af bladet skal have en markant forsidehistorie, som bliver citeret i andre medier og får sat nogle dagsordener, som er væsentlige for medlemmerne. Men tyngde skal ikke være lig med tung. Vi skal bruge alle de journalistiske værktøjer for at gøre bladet nærværende, personligt og debatskabende”, siger Jakob Elkjær.

}