Dansk Magisterforening

Universiteter vil reformere kandidatstudier

Af Thomas Bøttcher
Del artikel:

Universiteterne vil overføre erhvervsPhD-ordningen til kandidatuddannelserne. Det vil forlænge studiet med op til et år. Dansk Industri er positiv.

Universiteterne skal være mere orienterede mod den virkelighed, der venter de studerende efter endt uddannelse.

Det mener uddannelsesminister Morten Østergaard (R), og med forslag til en ordning for såkaldte virksomhedskandidater forsøger universiteterne at imødekomme ministeren.

Ifølge forslaget skal studerende indgå i et tæt samarbejde med en virksomhed i løbet af kandidatuddannelsen, og studieaktiviteter skal i højere grad tilpasses den arbejdssituation, der venter den studerende bagefter.

”Man kan sammenligne det med erhvervsPhD-ordningen. Altså at man også er ansat i en virksomhed som et led i sit kandidatstudium og indretter sin uddannelse i samarbejde med virksomheden, hvormed der er nogle rettigheder og forpligtelser begge veje”, siger formanden for Danske Universiteter, Jens Oddershede.

For at muliggøre en mere glidende overgang mellem studium og arbejdsliv skal ordningen ifølge Jens Oddershede give studerende mulighed for at udvide kandidatstudiet fra to til tre år.

At ordningen dermed virker modsat af studiefremdriftsreformen, der skal få studerende hurtigere gennem studierne, ser Jens Oddershede ikke som et problem.

”Studerende, der gerne vil bruge lidt ekstra tid på deres studier ved at have et kvalificerende erhvervsarbejde, bliver let forsinkede i det nuværende system. Og fremdriftsreformen gør det endnu mere vanskeligt at kombinere studier og relevant arbejde. Vil man det alligevel, skal der gives dispensation til hver enkelt studerende. Det bliver meget bureaukratisk. Så reformen gør sådan set bare forslaget ret relevant”, siger han.

Jens Oddershede mener, at forslaget har gode chancer for at blive til noget.

”Universiteterne lægger ligesom regeringen vægt på, at der skal flere kandidater ud i private virksomheder. Den her ordning skal netop give job i nye typer virksomheder, ikke mindst de små og mellemstore. Og det er lige præcist det, ministeren efterspørger”.

Dansk Industri er moderat positiv.

”Virksomhedskandidater kunne prøves af i en forsøgsordning for et par uddannelser og et mindre antal studerende. Det er vigtigt, at flere af universiteternes kandidater fremover bliver rettet mod det private erhvervsliv, for det er her, væksten skal komme fra i de kommende år”, siger Sarah Gade Hansen, chefkonsulent i Dansk Industri.

}