Dansk Magisterforening

Kvalitet frem for adgangs­stop

Af Martin Ejlertsen
Del artikel:

Løsningen på dimittenders ledighed er ikke at indføre adgangsbegrænsning, som rektorerne foreslår. Det er derimod at sikre høj kvalitet på alle uddannelser for jobåbninger. Det mener DM’s formand.

Knap nok har Københavns Universitets rektor Ralf Hemmingsen sat sig i stolen som ny rektorformand, før nye vinde blæser over landets universiteter. Flere rektorer har nemlig nu vendt sig bort fra tidligere tiders skepsis mod at lade forudsigelser på arbejdsmarkedet styre optaget på universiteterne. Derimod vil rektorerne nu være med til at lade udviklingen i ledigheden styre optaget af studerende på landets universiteter. Det skriver Jyllands-Posten.

”Vi rektorer må i den kommende tid sætte os sammen og få en åben diskussion om, hvordan man kan lave en model for dimensionering. Vi skal ikke begrænse optaget pga. et enkelt år med stigende ledighed, men hvis der i en årrække viser sig at være høj ledighed, kan det give mening at skrue på optaget”, siger Ralf Hemmingsen.

Det er Københavns Universitets rektor, som har åbnet diskussionen, og han får opbakning af rektorer på Aarhus, Roskilde og Aalborg Universitet samt DTU.

Men DM’s formand Ingrid Stage mener ikke, at adgangsbegrænsning på uddannelserne er nogen reel løsning på de ledighedsproblemer, som dimittenderne fra universiteterne må slås med.

”Det giver god mening at samle så megen viden som muligt om arbejdsmarkedet og stille den til rådighed for studerende og potentielle studerende. Men man skal passe på med at drive bakspejlspolitik”, siger Ingrid Stage.

Flaskehalse
DM’s formand påpeger, at arbejdsmarkedet er dynamisk, og at der er mange eksempler på, at skråsikre meldinger og tiltag om adgangsbegrænsning på særlige områder har givet flaskehalse på nogle områder og overledighed andre steder.

”Når det gælder humaniora, er det allervigtigste, at man ikke skærer hele området over én kam. Der kan godt være enkelte mindre uddannelser, som har haft en stabil overledighed, men at begrænse disse løser ikke hele problemet”, siger DM’s formand.

Ingrid Stage forklarer, at hvis man for eksempel optager ti procent færre på litteraturvidenskab på KU, vil det højst kunne mindske ledighedskøen med tre dimittender. Det løser ifølge hende ikke problemet. Det handler derimod om, at universiteterne tør sige, at de kun vil optage så mange studerende, som de kan give stor faglig dygtighed.

”Universiteterne skal sikre, at kvaliteten af alle uddannelserne er så høj, at den giver kandidaterne reelle muligheder på arbejdsmarkedet. Det er jo faktisk det, virksomhederne efterspørger: Dygtige kandidater”, fastslår formanden.

}